Uge 28 (27+) er lige om hjørnet….

Dagene flyver afsted, og vi befinder os lige nu i en lille bobbel af lykke…. Hvor har vi ville det her længe, desværre blev jeg jo syg, så vi har måtte vente til vi følte at NU var jeg så meget i bedring at det hele kunne gå op i en højere enhed. Det er vi ovenud lykkelige for.

I min lykkerus, tænker jeg tit på dem som kæmper, dem som ikke kan eller dem hvor sygdom står i vejen for deres drømme. Jeg tænker jeg er heldig. For det er IKKE en selvfølgelighed at det går som det går os. Og det er da heller ikke lutter lagkage… græsset er ikke altid grønnere ved naboen, husk nu det. Alle har deres dæmoner at kæmpe med. Men man kan heller ikke altid gå og passe på og tænke på alle andre og så glemme sig selv. Hver gang jeg deler et glimt af vores lille basse, så ved jeg godt, at der måske sidder en derude, hvor det gør lidt ondt at se. Men efter alt hvad jeg selv har kæmpet for, så synes jeg også det er okay, at være glad og lykkelig, samt vise sin glæde og lykke – det betyder ikke at jeg ikke har den største medfølelse for dem der sidder i den modsatte situation. Og fra deres side er jeg sikker på de også kan glæde sig på dine vegne, trods de sidder i en helt anden situation.

Jeg kæmpede jo som skrevet i sidste indlæg, med kvalme og efterfølgerne af kvalmen i forhold til min POTS. Jeg må indrømme, at jeg heldigvis er blevet positivt overrasket. Jeg er slet ikke hvor jeg var inden graviditet, men jeg kan gå små ture 3-4 gange i ugen på 500m – 1km, og det er jeg virkelig taknemmelig for. At jeg så desværre bøvler med mit bækken nu, kommer ikke bag på mig, og begrænser mig jo også bare endnu mere. Men jeg mærker efter og lytter til min krop, det har jeg erfaret hjælper aller bedst.

Selvom jeg er langt mere besværet fysisk nu (hvis vi lige glemmer kvalme og krydderboller), så glæder jeg mig også langt mere nu. I de første 23-24 uger havde jeg ikke rigtigt mærket vores lille mirakel endnu, fordi min moderkage sidder fortil, men da det begyndte… ville glæden ingen ende tage. Mest af alt når Matthias også kunne få lov at både se og mærke – men det er også først inden for de sidste par uger han har kunne det. Jeg var ellers ikke sådan opsat på at mærke eller lignende i starten, tænkte det kom nok – men nu er det dejligt. Han vejer også sådan ca. 1 kg nu, så der er langt mere kræft i hans spark.

Jeg har det okay. (Man må jo ikke klage og må indrømme jeg holder det mest for mig selv hvordan jeg har det, fordi jeg er ved at være træt af at blive spurgt, så oftest svare jeg “fint” fordi nogle alligevel ikke forstår). Kvalmen er dukket lidt op igen her i oktober og har det oftest om aftenen, men heldigvis ikke lige så kraftigt og kan for det meste godt holde maden inde. Jeg er træt og nyder roen og at kunne slappe af. Vi mangler stadig noget endnu og når man tænker på der også kommer en jul, ja så kan man godt føle man er lidt presset, specielt på kæreste-tid. Så planen er at nyde hinanden alt hvad vi kan de næste ca. 90 dage. Længere tid er der altså ikke tilbage. Shit.

Jeg har været ret besværet i min graviditet, men nu ser jeg allerede det er alt værd. Selvom jeg i starten godt nok havde mine tvivl. Men trods besvær, har jeg egentligt haft det okay psykisk. Jeg tænker jeg måske kan have en lille fordel i at jeg jo har haft mit at kæmpe med de sidste 5 år. Så jeg skal ikke pludselig arbejde med at “nu kan jeg pludselig ikke det mere, det kunne jeg før” “hvad siger folk til jeg bare ligger en hel dag og har ondt af mig selv” eller bøvle med den psykiske belastning i forhold til at man måske ikke altid kan møde op på arbejde. Det er jo alt sammen noget jeg de sidste år har arbejdet med psykisk allerede. Jeg har været der hvor ens liv pludselig ser anderledes ud fra den ene dag til den anden, og man pludselig ikke kan så meget mere eller kan ALT det man gerne vil, fordi man simpelthen ikke har energien. Den energi har jeg jo skulle disponere uanset graviditet eller ej. Så jeg er ligesom allerede vant til, at lyst og det ens krop kan klare ikke altid går op i en højere enhed. Jeg har også allerede lært, at lukker man øjnene for det, så får man kun 10000 gange igen. Så at lytte til sin krop, er virkelig en fordel. En stresset krop vil kun forværre ens lidt barske situation. Det er ikke sjovt at indse, det er skide hårdt at mærke at man ikke kan hvad man kunne, det er et KÆMPE nederlag at man må sige fra til arbejde og lignende. Men det er også en stor gave at lære og disponere sin tid, at tænke over hver en “opgave” så man ikke spilder et eneste minut på noget ubrugbart i sit liv – mest af alt fordi man ikke har de ekstra kræfter, til at spilde. (Ske-teorien)! Det er sundt at sætte tempoet ned, mærk dig selv.

Forleden blev jeg igen kontaktet af en mor hvis datter havde fået POTS. Og de beskeder hvor jeg føler jeg hjælper og føler at bloggen her hjælper, gør mig glad. Jeg skriver så ærligt jeg kan, ikke fordi jeg ynker, men fordi at et alt for positivt selvbillede altid, ikke ville give at retmæssigt indtryk af hvor hårdt og barsk det kan være at blive begrænset i sådan et omfang. I den sammenhæng synes jeg de her indlæg med graviditet er vigtige. For selvom det kan virke træls, så findes der plads til drømme og det er vigtigt for mig at få skrevet. For det værste er at sidde med det helt alene, og at føle sig alene. Man skal være positiv. Jeg har af få omgange været i sorte huller, det er forståeligt og helt okay. Men jeg har altid samlet mig selv op, eller fået støtte. Jeg har altid bevaret smilet. Uanset.
Der er ingen tvivl om at det bliver hårdt arbejde med en ekstra person herhjemme, men jeg synes det er alt værd. Specielt min kæreste får noget mere at se til end en ellers far ville, pga mine begrænsninger. Men vi er så gode til at finde løsninger på alt: handle på nettet, robotstøvsuger osv. og så er vi meget rolige begge to. Skaber ikke for meget i hverdagene og er ofte meget hjemme og mærker efter i vores kroppe.

Trods, er jeg sikker på vi bliver de bedste forældre. Vi glæder os til endnu engang at skulle opbygge en ny hverdag og et nyt liv. For den indstilling, har vi jo prøvet før – at ikke alt går som man vil have det. Men at man altid kan få skabt sig de bedste rammer alligevel med en positiv indstilling.

 Ha’ en dejlig weekend. ❤️ Og husk, vi har alle noget vi kæmper med. Mød hinanden med respekt. Graviditet er ikke altid sjovt, uanset hvem du er.

Gravid, med POTS….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *