Tanker om fremtiden….

IMG_5774

Jeg kan mærke, at jeg nogle gange frygter fremtiden en smule, ikke så meget, men når man har det som jeg, og har været syg i 1 1/2 år, så kommer man altså ikke udenom sådan nogle tanker.

Jeg er et meget positivt menneske, generelt. Og jeg tror på at det her nok skal blive okay. Men derfor tillader jeg alligevel mig selv at forberede mig.

Jeg kan godt lide at være forberedt på det værst tænkelige, mest fordi så kommer intet som et chok, hvis nu. Så ved jeg hvordan jeg skal leve, hvis nu jeg ikke kommer til at kunne køre bil, gå ret langt, cykle osv. Selvfølgelig har jeg stadig masser af fighter evner i mig, og jeg kommer aldrig i mit liv til at give op. Men jeg er trods alt ikke herre over min krop, det her jeg lært. Jeg må lytte til den, men stadig sørge for at være den der bestemmer lidt ind i mellem.

Nogle gange flyver tankerne. Jeg har ingen penge, jeg får aldrig et hus, kan jeg overhovedet overskue at få børn? Osv osv. Tanke som jeg virkelig hader. Men som jeg må se i øjnene og lave løsninger på. For selvfølgelig skal jeg have mig mit eget, et hus, børn osv. Måske bare ikke på samme måde som alle andre.

Jeg har kæmpet meget længe, og jeg fortsætter. Men jeg er også realist. Og typen det er meget utålmodig. Jeg har det sidste halve års tid ikke set fremskridt i min gå distance, uanset hvor meget jeg, min fysioterapeut og min kardiolog læge har prøvet. Jeg har set fremskridt i min udholdenhed, og det psykiske samt mit fysiske velbehag – men ikke at jeg endnu kan gå. Det fustrere mig helt gevaldigt. Hvorfor fanden skal det blive ved? Og hvorfor er det lige det kun er når jeg går? Altså, hvad er det min krop prøver at fortælle??? Hvad er det der sker i min krop når jeg går, som den overhovedet ikke vil være med til????

Jeg er pt på hjemmetræning. Har trænet på sygehuset længe nu, og er blevet god til mine grænser og hvor meget jeg kan presse mig selv. Og faktisk trænede jeg første gang hjemme i mandags, anden gang i dag. Og jeg er meget mere øm. Det er som om at jeg bedre selv kan fornemme hvor i kroppen jeg skal sætte ind og fokusere, får at få det bedste ud af træningerne. Mest ben, selvfølgelig, numse og core, og sådan forsætter jeg. Ej at forglemme mine arme i ny og næ.

IMG_5775

Sådan har jeg det lige nu. Jeg har virkelig lært at sætte pris på mit liv de sidste par år, så nu er jeg altså klar til at komme videre. Jeg har lært at lytte til min krop, og ved den ikke kan så meget. Nu vil jeg gerne bare være rask.

Men så nemt er det ikke. Igen spiller min tålmodighed sig ind. For nogle gange ønsker jeg mig bare på førtidspension, for at kunne komme i gang med det i livet jeg rigtig gerne vil. Og andre gange er fornuften der stadig, at jeg nok skal nå det hele. Men når man kommer over de 25 – jeg er nu 26 og fylder 27 i år – så er der altså noget i os kvinder der inderst inde får os til at ville begynde at bygge rede. Om det er hus eller børn. Og det er i min situation lige nu ikke særlig hensigtsmæssigt. For ikke at snakke om nærmest umuligt. Og det er som om at når noget er nærmest umuligt, så nager det konstant!!

Men, nu giver jeg den en ekstra tand herhjemme med træningen. Og håber på bedring over sommeren. Hvor jeg kan komme mere ud og gå. Måske cykle, dog på en cykel med lidt flere end to hjul i hvert fald. Jeg venter pt på opringning fra min kardiolog. Jeg håber selvfølgelig han har flere løsninger i ærmet. (Det er sådan at hvis han siger nu er der ikke mere at gøre, så kan jeg kun håbe på et mirakel, eller også er det som det er)! De flestes forbedringer i min tilstand kommer inden for de første 3-5 år. Så lidt ventetid er der, når kun jeg har haft det, til sommer 2 år.

IMG_5776

Nu vil jeg træne, det var lidt fra mit fyldte hoved.

Ha’ en dejlig onsdag.

P.s. Jeg udrenser selvfølgelig stadig med min homøopat, da hun er den som har hjulpet mig aller mest i dette forløb. ❤️

Jeg har fået mig en hobby, som ikke kræver ben at gå på……

At være BANGE!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *