De indre tanker…..

Så er jeg igen, igen tilbage efter en stille pause – dem vil der altså være et par stykker af, da jeg nogle gange blot har brug for at koncentrere mig om livet.

Der er ikke så meget nyt siden sidst, og jeg sidder måske en smule fast. Eller, det har i hvert fald ikke været en tid med fremskridt. Jeg føler, at det har været sådan her det sidste halve år, og det er da også okay, jeg er jo noget langt længere end jeg i sin tid troede var muligt. Jeg er ikke bundet til min seng og ej heller hjemmet på helt samme måde. Men med det sagt har jeg stadig brug for ledsager hver gang jeg bevæger mig uden for en dør (min distance er stadig meget begrænset) Mest af alt fordi det er meget forskelligt fra dag til dag, hvad min krop kan klare og hvor længe den kan være oprejst og ikke mindst gå. Vi prøver at komme ud og få luft og nyde naturen så vidt muligt, også selvom det bare er for et hurtigt visit. Mit største ønske må være, at jeg en dag bliver (kan blive) meget mere selvstændig og evt en dag i fremtiden ville kunne handle og gå ture selv. Men jeg er også realistisk, og ved godt at det kan være en kamp hvis muligt, og om ikke andet, være en kamp jeg måske taber. Modet er der stadig, uden tvivl. Men var jeg ikke blevet samlet op af familie, kæreste og venner, samt min psykolog i ny og næ – så var modet nok heller ikke helt så højt.

Det er begyndt at blive enormt kedeligt at være herhjemme, i starten var jeg så syg, at kedsomhed slet ikke fandtes. Men nu, hvor min hindringer primært er svimmelhed, utilpashed, koncentrationsbesvær og træthed (med lidt andre følger) når jeg laver for meget ud over min “grænse” – det vil sige, hvis jeg fx går meget på en dag (“meget” i min sammenhæng ville nok være 1km, og det er med alt jeg går eller fx tøjvask, mad eller bager et rugbrød eller lignende på en dag, måske lidt små rengøring også – men det skal jo gøres). Så dukker kedsomheden lidt op. Jeg kan mærke der skal ske noget. Der er tid til flere bekymringer og tid til mere drømmeri, som måske, måske ikke kan opfyldes. Vi bor også i en meget lille lejlighed, så ting jeg kan give mig til, at begrænset en del. Snart, får vi nok behov for mere plads.

Jeg hækler stadig, lige pt julegaver, så jeg kan ikke vise mine projekter til jer. Jeg får også stadig en del beskeder fra søde personer, som vil have råd og vejledning. Hvilket nogle gange er vildt svært når man selv synes man sidder fast. Men om ikke andet kan jeg vejlede dem, i alle de ting som har hjulpet mig til der hvor jeg er nu. Min største hjælp: homøopati, maden og min motionscykel, samt lidt styrketræning. Alt det hjælper mig til et bedre velbefindende – i hvert fald psykisk. Det har også hjulpet mig til at jeg nu kan sidde op nærmest uden problemer – plus mines nogle dage om måneden selvfølgelig. Jeg kan stå op lidt længere tid ad gangen. Dog ikke helt stille. Jeg kan gå, måske, 100/200 meter uden at mærke til svimmelheden og gå yderligere 200/300 meter inden jeg har behov for at skulle sidde i hvert fald. Dog med en permanent svimmelhed og utilpashed. Men nogle gang må man bare finde smilet frem og prøve at glemme den utilpashed – for ellers kommer man nok aldrig igennem det.

Det vigtigste for mig er generelt at dyrke mit humør – så længe jeg har mit humør med mig, så kan jeg klare alt. Så pyt om jeg tuder et par dage, så længe det gode humør overskygger det dårlige. Og så min lyst, det er nemlig min lyst og ikke mit helbred der får mig til ting, som måske kunne virke helt umuligt uden positiviteten. Sådan noget som at køre ud i skoven og gå 300-400 meter og nyde naturen. Det kan virke helt uoverskueligt hvis jeg er nede i kulkælderen og på samme tid har en dårlig dag. Men med en dårlig dag og det gode humør, så gør jeg det alligevel og får kun endnu bedre humør af at nyde naturen.

Jeg ved jeg har dage, hvor jeg så gør det og det så ikke hjælper mig yderligere. For sammenlagt i måneden har jeg måske 1-2 uger med utilpashed. Og nogle gange, presser jeg mig selv for meget. Og hvis jeg så siger: i dag skal vi gå en lille tur og turen så byder på enormt svimmelhed og følelsen af at besvime – så har jeg vitterligt VIRKELIG brug for at der står en ved min side og samler mig op og fortæller mig at det ikke er enden – det er ikke enden bare fordi din gårtur gik af helveds til. Du får en bedre dag i morgen. Tænk på hvor langt du er kommet, hvor sej du har været og stadig er. For hvis den person ikke er der. Så overskygger den mørke side af mig alt andet og får mig i et opgivende humør – humøret: SE SELV, DET BLIVER JO ALDRIG BEDRE!!! JEG KOMMER ALDRIG TIL AF FÅ MIG ET JOB OG TJENE MINE PENGE – HVORDAN SKULLE JEG KUNNE, JEG KAN IKKE ENGANG VADE 300 METER UDEN AF VÆRE VED AT FALDE OM! Ja, lige præcis det humør – og det humør er sådan nærmest forbudt. Ikke helt, for det er også de dage der holder dig til ilden. Frustrationerne der får dig til at kæmpe yderligere. Nogen gange SKAL du også gøre noget som måske kan virke umuligt (som fx i sommers hvor jeg var med til koncert i min hjemby med mine forældre) for det er de umulige ting der gør at du ved hvor du står og hvad du kan, de ting der gør dig glad. Jeg var der ikke hele tiden og havde dejlige personer omkring mig til at hjælpe, samt min kørestol og nogle ørepropper – men for fanden: jeg er et menneske, jeg kan ikke takke nej til alt. Gør jeg det, så går jeg nedenom og hjem. Så kan jeg slet ikke fungere. Jeg er en meget social person, så jeg har behov for oplevelser og indtryk for at kunne fungere – også selvom jeg bliver straffet i den anden ende og skal opholde mig i sengen et par dage efter! Det er det hele værd ind i mellem!

Det er de personer der får mig til at virke normal udadtil. De personer der får mig til at se ud som om der intet er i vejen med mig – trods alt det der er og alt det jeg kæmper med på indersiden, samt alt det jeg prøver at skjule for omverdenen. Jeg føler mig rigtig heldig og super glad, stort set hele tiden. Og husker mig selv på, at det er okay at være ked af det og trist ind i mellem. Så længe jeg ikke føler SKAM over den jeg er – for intet af det her er min egen skyld. Intet har jeg kunne gøre for. Det er ikke min egen eller nogen skyld at jeg har det som jeg har det. Så jeg må ikke skamme mig over hvordan jeg er eller hvad jeg fx har brug for eller behov for eller HVEM JEG ER.

Der er langt til målet, det ved jeg! Og jeg ved også godt at jeg ikke kan ane endnu hvor det mål er. Men jeg ved at jeg bliver nød til at få det bedste ud af der hvor jeg er, for overhovedet at kunne hænge sammen og blive ved med at kæmpe.

Jeg har fået nogle henvendelser omkring hvad jeg spiser, så hvis jeg husker det, kommer der et opslag inden længe med idéer til morgenmad, frokost, aftensmad og snacks.

Må i have en dejlig weekend, nyd den og dem du er nær. Trods dine udfordringer – så er du aldrig alene. Du er ikke mindre værd og du skal holde humøret højt. ❤️

Er træningen virkelig så vigtig? (POTS – personligt indlæg)!

Hvad spiser jeg?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *