Hej POTS, velkommen til…

Det var slut juli 2015, sommeren var dejlig varm og jeg havde lige afsluttet min sidste eksamen i salg og salgsledelse på Handelsøkonom uddannelsen, med 10 (juhu). Nu havde jeg 2-3 måneders ferie, inden mit nye job som kørende account manager skulle begynde i august. Vi havde ikke de store planer for sommeren og var faktisk bare hjemme og nyde det dejligere vejr.

Da juli så kom, begyndte jeg at få det lidt underligt. Jeg blev mere træt (ved nærmere eftertanke havde jeg været ekstremt træt 1/2 års tid faktisk), mere nervøs for opstart af nyt job, jeg var til tider rigtig utilpas. Havde haft er par svimmel ture i løbet af året, sådan nogle underlige ture. I kender det hvis man rejser sig op for hurtigt og det lige svimler og bliver sort for øjnene, sådan havde jeg det nogle gange, også selvom jeg sad ned eller stod op længe osv. Men det var ikke noget jeg tænkte videre over, forestillede mig det måske var lidt stress, ikke at jeg dog følte mig stresset. Det var ikke nyt for mig, faktisk havde jeg haft det sådan i 1,5 år eller lignende nu hvor jeg igen kom til at tænke lidt nærmere over det. Det kom indimellem og gik så igen. Jeg bøvlede med kvalme en del, igen slog jeg det blot hen. Slut juli begyndte det dog at tage til, alle de forskellige ting jeg havde bøvlet med. Jeg begyndte at græde en del og virkelig føle utilpashed. Igen forestillede jeg mig blot det var nervøsitet ved det nye job.

Jeg skulle til KBH og starte op, for derefter senere at arbejde i Vejle. Jeg skulle selv køre turen i bil frem og tilbage, jeg havde ikke kørt længe eller haft bil, så det kunne jo nemt være skylden. Jeg kunne dog virkelig ikke kende mig selv. Jeg var mere svimmel og virkelig utilpas. Jeg måtte lige slappe lidt af.

Jeg husker det som den sidste uge i juli, jeg ville ned i byen og shoppe lidt, slappe af og nyde en “to go” kaffe. På vej ned i byen prøvede jeg at slappe helt af, jeg mærkede utilpasheden lurer. Jeg var i første butik, “Tigeren” og gik derefter videre ned i byen og ind i “Søstrene Grene” det var her, lige herinde det hele slog “klik”, jeg gik i roligt tempo rundt, og pludselig blev jeg overfaldet af en voldsom svimmelhed, en ubærlig kvalme og en følelse af at kroppen ville klaske sammen – jeg panikkede! Den dag i dag tror jeg panikken reddet mig fra at klaske sammen. Hjertet(pulsen) hamrede derudaf og blodtrykket steg nok lige den ekstra tand af at panikke. Jeg gik hurtigt ud, luften hjalp, det var lidt køligere den dag. Pludselig satte jeg bare i løb, jeg ville hjem, HURTIGT! Jeg skulle ikke falde om dernede i byen, midt på åben gade. Løbet hjalp nok igen blodtrykket til at stige, men alt det ved jeg jo kun i dag. Den dag vidste jeg blot, at det mærkedes bedre ved at løbe, langt bedre.

Jeg nåde hjem og smed mig i sengen, det hjalp hurtigt. Igen tænkte jeg “Tania, du er alt alt for stresset, slap nu af”! Men det forsvandt ikke, med det samme jeg rejste mig blev jeg overfaldet af en ubærlig svimmelhed og utilpashed. “Amen, HVAD FANDEN ER DER GALT?” Jeg blev sur og ubærlig ked af det. Hvad nu med jobbet, hvad skulle jeg gøre? Jeg havde ekstreme hovedpiner, værre end før set. Jeg lagde mig til at sove.

Dagene efter hentede vi min nye bil, skulle til fødselsdag ved en god veninde og jeg var ude og besøge min søster, det er hvad jeg husker. Jeg husker at jeg græd fuldstændig vanvittigt meget. Følelsen af ikke at kunne kontrollere sin krop og ikke vide hvad der var galt. Jeg formodet dog hele tiden det var en form for angst, stress osv. Over en ny tilværelse, med det nye job. Dagene som beskrevet, var fuldstændig ligedan, jeg havde det bedst i sengen, der græd jeg kun, der havde jeg det ikke helt så skidt.

Søndag d. 2 august kom og jeg skulle køre til KBH, min kæreste synes jeg skulle blive hjemme, men hvem fanden gider melde sig syg første arbejdsdag? Altså jeg var jo ikke engang startet endnu. Skulle starte mandag d. 3. Jeg kørte afsted søndag aften, med tårnene trillende ned af kinderne. Mine forældre var på ferie i Italien, så det var svært at snakke med dem om det, jeg ville jo heller ikke gøre dem urolige, selvom jeg sikkert gjorde det. Husker vi skrev meget frem og tilbage og jeg fik søde og beroligende beskeder. Turen til KBH gik ok, jeg sad jo ned i bilen. Havde en enkelt pause og var egentligt ok rolig. Jeg nåde til KBH, og inde i byen kunne jeg godt mærke min krop reagere igen (der var flere ting jeg skulle koncentrere mig om, og med minimal ilt til hjernen, er det svært at koncentrere sig), jeg nåde hoteller med bævrende ben og utilpashed – så slap dog af kvinde! Jeg mødte ham den anden der også skulle starte og en der havde været der noget længere, vi fik en øl/sodavand og gik op på hver vores værelser. Jeg husker det hele tiden som om jeg bare ville sidde ned – en stol tak, nu! Hver gang jeg stod op var det helt forfærdeligt. Min mave var også begyndt at reagere, den havde det ret skidt.

Ugen på hotellet og arbejdet var forfærdeligt. Jeg pointerede et par gange at jeg havde det skidt. Ret skidt faktisk. Jeg ville ikke køre bil, og jeg ville ikke så gerne stå op. Men det sagde jeg ikke. Jeg bed det i mig. Husker tydeligt sådan som jeg stod og svejede, som havde jeg været stiv, hver gang vi stod op. Jeg må virkelig have set uoplagt ud, virkelig bleg og virkelig ikke interesseret. Jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig. Da vi kommer til fredag, siger min chef at vi må holde fri mandag-tirsdag fordi det hele er ret nyt og han er udenlands (han var der faktisk ikke engang den første uge, der var han også udenlands), jeg får dog snakket med mine kollegaer og sige til dem inden jeg kører mod Vejle, at jeg virkelig ikke har det godt. De ønsker mig dog god tur. Jeg kører lidt inden min anden kollega, som også skal til Vejle, jeg sætte mig i bilen, og føler mig slet ikke klar på 3 timer i bilen i myldertrafik. Jeg har lyst til bare at græde. Skal jeg blive på hotellet en nat? Nej, jeg vil hjem!

Jeg kører, og er nået til Nyborg, deromkring tænker jeg. Jeg husker at det pludselig sortner, jeg begynder stille at miste bevidstheden. Jeg ryster hovedet, drikker vand og panikker. Jeg har det så skidt. Jeg kører på motorvejen og der er vejarbejde, vejarbejde der gør at jeg ikke kan kører ind i rabatten for at holde – nu er der også kø! Jeg bliver ved med at være ved at miste bevidstheden, men rusker hele tiden i mig selv, åbner vinduet – LUFT! Flere gange tænker jeg, at nu kører jeg galt, nu er det slut. Jeg havde ingen mulighed for at kører væk fra vejen i 5-10 km. Pludselig kommer der en afkørsel, jeg ryster i hele kroppen og skynder mig at kører af. Det er til en tankstation, heldigvis. Jeg finder første ledige parkeringsplads, holder ind og slukker bilen. Der, lige der et sted på en resteplads, tæt på Nyborg, på den anden side af Broen, bryder jeg hulkende sammen.

Efter jeg har grædt i hvad der føles som flere timer (egentligt varede det nok 30 min) skriver jeg en besked til mine forældre. Igen er jeg mest ulykkelig over at de sider i Italien og ikke kan rede mig. Hvad fanden gør jeg lige? Matthias er heldigvis på skoleforløb på det tidspunkt. Så jeg vælge at ringe til ham og græde lidt. Jeg får sagt at jeg på ingen måder tænder den bil igen, at jeg holder her, indtil nogen reder mig fra mit mareridt. Matthias og jeg havde på det tidspunkt været sammen i et halvt år, men kendt hinanden 1,5 års tid. Så vi var ret tætte. Matthias vælger så at ringe til en kammerat for at høre om han kunne tænke sig at kører en tur over broen med ham i Matthias bil, hente mig og så kører Matthias bil hjem, mens Matthias kører min bil hjem. Åh Gud, da han ringer og forslår det er jeg den mest lettede pige på jorden – jeg skal nok betale den skide broafgift. Jeg sidder glædeligt og venter 2 timer på dem. Jeg har i mellemtiden også haft ringet til min kollega, som er så sød at han kommer ind forbi og snakker med mig på restepladen. Vi får snakket om situationen og står begge med konklusionen at jeg må være stresset og må passe på mig selv. Alligevel kan jeg ikke forstå det (inderst inde) for jeg har lige haft ferie i 2 måneder nærmest og jeg har aldrig prøvet noget lignede før.

Jeg bliver hentet hjem, og bliver endda trøstet med mc donalds på turen. Derhjemme ringer jeg hurtigt til lægen, får en tid mandag og bliver undersøgt (jeg har selvfølgelig også ringet til min nye chef og han er sød og forståelig) jeg får beskeden: stress med en snert af angst, du skal slappe af i 3 måneder. FUCK, tænker jeg, det var det job. Og det var det så også, præcis en uge nåde jeg at være der, jeg var ulykkelig i flere måneder efter og blev tilgengæld heller ikke en skid bedre af alle mine psykolog samtaler. En dag siger min psykolog at han ikke tror jeg fejler noget psykisk, han tror det er noget fysisk. Det får jo så sat gang i hele møllen igen. 10 måneder efter, får jeg diagnosen POTS http://verdenpaahovedet.dk/pots/ Faktisk lige der hvor det var aller værst. Jeg har nemlig en periode efter 9 måneder hvor jeg kun kan kravle og nærmest ikke engang sidde op, det varede 2 – 3 uger hvor jeg kun var sengeliggende og havde det som om at livet ville ende. Heldigt at jeg er så skide stædig!!!

I dag sidder jeg her, meget klogere og gladere for livet. Jeg er psykisk stabil (som man nu kan være indespærret i eget hjem) og jeg har det dejligt. Mathias er her stadig, og kunne ikke drømme om en bedre partner. Hvad vi ikke har været igennem! Jeg har den mest fantastiske familie og jeg er så småt på vej til at føle at jeg også er en del af denne verden, at jeg er lige så meget værd, trods jeg ikke kan arbejde! For det har om nogen været det sværeste ved det hele, nederlaget af ikke at kunne bidrage til samfundet, af at skulle lave ingenting og accepteres for den jeg nu er, for ikke at tale om at jeg også selv skulle acceptere det. Jeg mangler stadig en del socialt, det kan godt være ensomt ind i mellem at have “arbejdsplads” i hjemmet. Men med årene, har jeg indfundet mig, motion er mit arbejde, at pleje mig selv og min krop, og så har Matthias fået sig en lille (til tider) husmor ❤️

(Billederne er nogenlunde i rækkefølge med start 1 år efter jeg blev syg, det første år har jeg desværre ikke billeder fra, pga ny iPhone)! På det første billede kan man godt se at jeg ser noget slidt ud, 2. Billede kan man se nogle meget hævet ben og en ustabil ståtilstand – det kræver sin balance og koncentration ind i mellem at stå oprejst)!

En god nyhed min vej…..

På det seneste….. (Længe siden)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *