Gravid, med POTS….

Gavid, med POTS…. altså, ikke som i at jeg føder en gang POTS om 5 måneder, men som i at det jo selvfølgelig er tilfældet da jeg selv har POTS og er ret meget gravid!

Okay, det er næsten et år siden sidst jeg var herinde på bloggen. Jeg må have haft brug for det, eller måske ikke have haft så meget at skrive om. Det skal jo ligesom også give mening for jer der læser med, som primært er folk der ligeså er ramt af POTS.

Jeg har lidt dårlig samvittighed, men mest af alt fordi jeg ved at mange faktisk læste med og fik en hjælpende hånd, samt bare synes det var rart at høre om en i samme båd.

Jeg er tilbage, for nu. Jeg synes at der hvor jeg står lige nu, er ret så relevant for jer andre. Fordi der netop ikke er meget erfaring omkring det her emne derude, ENDNU!

De sidste par år har min POTS været meget stationær, som jeg faktisk sluttede af med at skrive om herinde. Der har ikke været mange ændringer, hele tiden op og nedture (gode og mindre gode dage. Gode og mindre gode årstider osv.) Men det var blevet en del af mig. Jeg var dog nået til at kunne gå 1-2 km et par gange i ugen, oftest med en lille lur efter, det var ikke hver uge lige godt, men det var fantastisk at kunne nyde naturen og omgivelserne på egen hånd for første gang i 2-3 år. Det er virkelig undervurderet, husk lige det. Hvis du sidder på den anden side af skærmen og ikke er kronisk syg. Evnen til at kunne gøre lige hvad du vil på egen hånd, uden en ledsager – nyd den!

Nu er jeg blevet gravid. Hvor fantastisk er det ikke lige. Vi har brugt meget lang tid på at tænke fordele og ulemper, lang tid på at snakke med min læge på sygehuset om fordele og ulemper. Fordelen er, at nogle simpelthen får det bedre. Andre (de fleste) er det det samme efter fødslen, og få får det værre. Udover det har vi også brugt lang tid på at forberede os på hvordan vi ville gøre det. For fakta er, at det sagtens kan være det er alt for hårdt ved mig, at være alene på barsel. Kommer jeg tilbage til hvor jeg var før, inden graviditeten. Så kan jeg godt, det ved jeg. Jeg ved også godt at jeg er begrænset i omfanget af hvor jeg ligesom kan tage hen, men der findes et tons af fantastiske gode forskellige typer af forældre derude, der kæmper med hver sit. Så hvorfor kan vi ikke?

Min første bekymring var om jeg kunne blive gravid, men den bekymring tror jeg alle syge som raske sidder med, forståeligt nok. Men jeg ved fra studier, fra udlandet, samt min læge, at POTS patienter kan have lidt svære ved det og at de har flere aborter – men det lykkedes os. Og vi var (er) virkelig glade. Derudover har vi jo som sagt læst nettet tyndt for at være forberedt – der findes vitterligt ikke mange herhjemme med POTS, som så også har været gravide og har født. Så jeg vidste også godt at studierne viste at alle med POTS, rammer ind i en del kvalme og mange hele graviditeten igennem. Derudover er der det lave blodtryk, som jo kun bliver endnu lavere ved graviditet og derfor også en del mere utilpashed og svimmelhed. Samt til sidst, for ikke at glemme det, pulsen. Som også stiger yderligere ved graviditet og derved POTS. (Vi har i forvejen også meget svingende eller lavt blodtryk og hurtig/høj puls, min puls er gået fra 75 siddende til 80-90 og 110/120 stående til 150/160 slag). Så altså, vi var forbedrede, men gik også ind til det hele med oprejst pande og troen om at jeg ikke ville få det så skidt. Vi blev dog en anelse klogere, men alt læsning, gjorde mig heldigvis lidt rolig i det hele. Jeg vidste jo fra start, at det kunne ende sådan.

De første 5 uger var fine, ikke meget appetit, men ok. Herefter gik det dog helt galt. Jeg fik det så skidt. Kvalmen kom bragende. Uge 6,7,8,9,10 og 11 var forfærdelige. Jeg kunne ingenting. Rørte jeg mig det mindste så kastede jeg op. Kunne ikke tilgå køkkenet eller lufte ud, bare duften af græs og udendørsliv fik mig til at kaste endnu mere op. Mad kunne jeg slet ikke, kun hvidt brød ind i mellem og selv vand var forfærdeligt – intet tillokkende mig at drikke. Samtidig var mine hormoner også fuldstændig forvirret, de rasede derudaf og jeg skiftevis tudede, var sur, deprimeret (sådan føles det, altså, ingen følelser overhovedet) og glad. Jeg kunne bruge dage på bare at ligge og kigge. Tv’et kunne heller ikke være tændt, lyde og lys fik jeg det værre af (typisk POTS). Jeg fortrød vores beslutning i de første uger, virkelig. Jeg synes selv jeg er hård og sej, men det her var helt forfærdeligt. “Heldigvis” havde min kære mor faktisk haft hyperemesis i sin graviditet indtil uge 24, så hun var en stor støtte at have og skide sød til at lytte – tager ligeså hatten af for dem (og andre med en træls graviditet) der gennemgår det – det sejt. Udover bekymringen for min krop på nuværende tidspunkt – jeg lå jo der i sengen i 3 måneder, uden pis. Kunne heller ikke opholde mig i stuen eller noget. Nå, men udover det, bekymrede jeg mig også sindssygt meget om hvorvidt jeg kunne stå på mine egne ben efterfølgende. For er der en ting der er vigtig ved POTS, så er det at sørge for at bevæge sig i et vidst omfang, at ligge stille i sengen blot en dag, kan være virkelig skidt. Man er begrænset i sin bevægelse, men skal altså alligevel sørge for bevægelse. Så jeg var dybt bekymret for om jeg var nødsaget til at bruge min kørestol igen efter. For en ting er kvalme osv. Den anden ting er bagefter, det tog mig 4 år at komme til at gå bare 1 km, så hvor lang tid nu? Jeg er oppe, kvalmen er bedre og er der ind i mellem. Jeg er dog ekstremt træt, ubeskrivelig træt. Men jeg lytter til min krop. Det bliver jeg nød til. Også selvom at jeg nu kun kan stå op i 2 min (stille) af gangen, hvor det før var 15-20 min. Også selvom jeg nu kun kan gå 200-500 meter, hvor før var meget længere. Jeg har det ikke godt, det må jeg indrømme. Jeg er meget svimmel og utilpas, men jeg smiler og jeg er nu glad og lykkelig for den lille fyr i min mave. Så selvom det nu kræver enormt af mig at komme tilbage, så må det uden tvivl være det værd. Så må bekymringerne om hvordan vi klare os, når han er kommet til verden, vente til den tid. Det er hårdt psykisk at være slået tilbage i mit fysiske kunnen, virkelig. Men jeg har heldigvis verdens mest støttende og forstående mand, veninder, samt læge.

Man er ikke begrænset af sin sygdom. Ingen læge jeg har mødt har sagt at det her var en dårlig ide, ingen har sagt at fordi jeg stadig er sygemeldt og måske altid vil være det, at så har jeg ikke lov til at blive mor. Alle har lov. Og hvem ved, måske sker der noget i min krop, mit autonome nervesystem, som gør at alt bliver bedre. Man har vel lov at håbe.

Vi smiler og vi er glade… efter 4 hårde år, er det her om nogen det bedste der er sket for os. Vi har altid haft smilet på, nu er vi bare endnu mere glade også selvom det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Måske lige pånær de 14 dage hvor jeg var så utilpas at jeg måtte kravle rundt, for 3,5 år siden, men dem har vi lykkelig glemt ik 😉

Det vigtigste er altid at få sat ord på. Få snakket om hvordan man har det og hvor hårdt det er. For det er fanme ikke sjovt. Men oftest hjælper det når nogen vil lytte. Har man ingen der vil, er en psykolog mit aller bedste råd. For i guder jeg har sat pris på min psykolog af flere omgange. Hold aldrig noget tilbage og snak om hvordan du har det så meget du vil. En form for udrenselse om man vil, ikke medlidenhed. Men ren og skær terapi at komme af med sine ting. Det værste du kan gøre er ikke at snakke om hvordan du har det, for så kan det blive en kamp psykisk. Du får det ikke dårligere af det, men bliver istedet befriet fra dine tanker. Vær positiv, et positivt sind kommer du længst med. Et negativt sind kan gøre selv små problemer større. POTS’en vil altid være en stor del af mig, det har ændret mit syn på livet enormt, heldigvis i en god retning.

Ha’ en dejlig dag – jeg er i uge 20 om 2 dage og kvalmen er der lidt endnu, men slet ikke som i starten. Jeg er ved godt mod, altid – og fortryder på ingen måde vores beslutning. Nu øver jeg mig i igen at kunne lave mad stående i mere end 2 min, og går lidt rundt i haven (små skridt, så jeg ikke forværre min situation yderligere) – skridt på kontoen i det små om man vil og håber på at få styr på min POTS, inden fødslen ❤️

Hvad er din livsglæde?

One thought on “Gravid, med POTS….

  1. Jeg beundrer dig og din vilje. Jeg er sikker på, at I nok skal klare at få en baby i huset, selv om det helt sikkert også bliver hårdt.
    Jeg glæder mig på Jeres vegne.

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *